Vilkår for Corporate Card

 

Corporate Card

Et Corporate Card er et greenfee-kort, som kan erhverves af virksomheder med et gyldigt CVR-nummer (herefter ”Corporate Card”), og er en aftale der indgås med Royal Golf Center A/S, CVR-nummer 27 52 37 30.

Kortet giver én person adgang til at spille én greenfee runde pr. kort og pr. dag**. Dog med begrænsninger på Weekday Corporate Card.

 

Et Corporate Card kan erhverves i 2 versioner:

  • Premium Corporate Card som giver adgang alle dage incl. helligdage.
  • Weekday Corporate Card som giver adgang på alle hverdage ex. helligdage.

 

Begge Corporate Card kan fås i en plus-udgave. Plus-udgaven giver adgang til en gratis buggy i golfsæsonen for alle golfrunder*.

Corporate Card vil være udstyret med en kode, som gør det muligt for dig at bestille starttider på www.royalgolf.dk. Starttider (Teetimes) kan kun bestilles online. Det er ikke tilladt at spille uden at forudbestille tid via www.royalgolf.dk.

Corporate Card kan benyttes af enhver spiller med et maksimalt handicap på 36 og kendskab til golfreglernes regler og etikette. Dresscode, områdeanvisninger og anvisninger fra Marshal eller Royal Golf Clubs personale skal til enhver tid efterkommes.

Når Corporate Card benyttes, registreres din runde automatisk, således at vi til enhver tid, kan levere data med antallet af spillede runder på dit Corporate Card.

 

Anvendelse af Corporate Card

Koden på Corporate Card er fortrolig og må ikke overdrages til eller benyttes af andre end virksomhedens kontaktperson til bestilling af teetime. Ved flere kontaktpersoner i virksomheden skal navne på samtlige kontaktpersoner oplyses til Royal Golf Club.

Corporate Card eller bookede teetimes må ikke være genstand for videresalg eller præmie, ligesom koden ikke må offentliggøres, herunder på sociale medier m.m.

Ved mistanke om misbrug af koden bedes kortholder straks kontakte Royal Golf Club som straks sletter gammel kode og udsteder ny kode. Royal Golf Club er ligeledes berettiget til at slette gammel kode og udstede ny kode ved mistanke om misbrug.

Alt golfspil foregår på eget ansvar. Royal Golf Club tager ikke ansvar for personskader på en golfspiller eller besøgende på området som følge af en ulykke som en golfspiller eller andre besøgendes handlinger eller mangelfulde handlinger skyldes, og som er sket på Royal Golf Club arealer.

 

Ikrafttrædelse

Aftalen træder i kraft når Corporate Card modtages. Eventuelle indsigelser vedrørende det fremsendte skal meddeles straks overfor Royal Golf Club, efter leveringen har fundet sted.

Det er ikke muligt at sætte Corporate Card på pause.

 

Opsigelse

Et Corporate Card løber for et kalenderår ad gangen.

Aftalen kan opsiges skriftlig af hver af parterne med 1 måneds varsel til et kalenderårs udløb, dog således at aftalen aldrig kan opsiges til ophør inden udløbet af førstkommende kalenderår efter ikrafttrædelsestidspunktet.

Corporate Card fornyes automatisk med mindre der inden udgangen af november måned skriftligt er gjort opmærksom på, at der ikke ønskes et Corporate Card for det kommende år.

 

Betaling

Corporate Card til det kommende år vil i december måned automatisk blive tilsendt til den oplyste e-mailadresse. Faktura med faktureringsgebyr vil blive fremsendt i januar med forfald ultimo januar måned.

 

Manglende betaling 

Hvis betalingsbetingelser for Corporate Card ikke overholdes, vil koden blive lukket. Er der registreret bestilte runder på Corporate Card, vil der blive opkrævet den til enhver tid gældende greenfee takst for de bestilte runder.

 

Vilkårsændringer 

Royal Golf Club forbeholder sig retten til at hæve den årlige pris for Corporate Card med 10% per år. Korthaver kan opsige aftalen med Royal Golf Club, såfremt prisen stiger med mere end 10%.

Royal Golf Club kan hæve gebyropkrævningerne med op til 10% pr. år. Korthaver kan opsige aftalen med Royal Golf Club, såfremt gebyrstigningen overstiger 10% pr. år.

Royal Golf Club forbeholder sig desuden retten til at ændre de øvrige vilkår for Corporate Card hos Royal Golf Club med et varsel på 3 måneder. Ved væsentlige ændringer skal dette ske til et kalenderårs udløb med minimum én måneds varsel.

Vilkårsændringer kan være begrundet i ændrede forretningsforhold, markedsforhold samt andre uforudsete omstændigheder.

Ændringer varsles som minimum via service e-mails.

Royal Golf Club anbefaler, at alle genstande af værdi opbevares forsvarligt under ophold på centret. Royal Golf Club bærer ikke noget ansvar for tab på grund af tyveri eller tingskade på ejendele, herunder biler.

Det er ikke tilladt at bruge Royal Golf Clubs lokaler eller faciliteter som lokalitet til optagelse af video eller billeder med henblik på markedsføring uden forudgående aftale med Royal Golf Clubs marketing afdeling. Det er heller ikke tilladt at bruge Royal Golf Clubs logo og andre varemærker uden forudgående tilladelse.

Hvis Teetimes bestilles til andre medarbejdere/kunder, skal vilkår være oplyst til spilleren.

 

Misligholdelse

Ved misbrug af Corporate Card, herunder ved konstatering af salg eller anden form for uberettiget formidling af teetimes vil Royal Golf Club være berettiget til at ophæve Corporate Card med øjeblikkelig virkning uden nogen form for kompensation eller anden form for tilbagebetaling af vederlag.

Royal Golf Club vil ligeledes kunne ophæve Corporate Card aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis det to eller flere gange konstateres, at spillere på Corporate Card ikke overholder, områdeanvisninger eller anvisninger fra Marshal eller Royal Golf Clubs personale.

 

Bagskab

Som Corporate Card indehaver vil det være muligt at leje et bagskab. Leje af bagskab kan kun faktureres til virksomheden.

Bagskabet er omfattet af brugerens egen indboforsikring og ikke Royal Golf Clubs forsikring.

Lejer af bagskabet påtager sig alt ansvar for bagskabets indhold – og kan derfor ikke kræve erstatning eller på nogen måde kræve andre ansvarlig for eventuelle mangler.

Lejer accepterer, at lejen for et bagskab betales forud samtidig med Corporate Card. Aftalen om leje af bagskab gælder for et kalenderår ad gangen. Opsigelsesvarsler følger Corporate Card.

Man kan ikke have en bagskabsaftale uden at have et Corporate Card eller et medlemskab af Royal Golf Club. Opsiges en Corporate Card aftale, opsiges bagskabet automatisk hermed.

Hvis bagskabet ikke er tømt ved aftalens ophør, klippes låsen og bagskabet tømmes. Indholdet af skabet afleveres til politiets hittegods kontor.

 

Generel information 

Royal Golf Club er et privat golfanlæg drevet af Royal Golf Center A/S. Royal Golf Club er dermed ikke en golfklub eller forening, hvor Corporate Card holdere har forvaltningsmæssige eller andre beføjelser, idet samtlige beslutninger vedrørende driften af Royal Golf Club samt fastlæggelsen af de herfor gældende vilkår og regler alene træffes af Royal Golf Center A/S.

 

* Buggysæsonen løber fra 1. april til 30. september. Royal Golf Club forbeholder sig retten til at lukke buggykørslen til enhver tid, når Course Manageren anser det for nødvendigt.

** Der kan forekomme lukning af banen ved vejrlig, events og arrangementer herunder Company Days. Der ydes ikke kompensation i tilfælde af at banen er lukket som følge af vejrlig, arrangementer eller er optaget af andre spillere.

 

Ved uoverensstemmelse mellem sprogversioner er det den danske, der til enhver tid er gældende.
Royal Golf Center a/s – 31122022

 

For engelsk version, tryk her.